Citat fra interviewet, Tommy Hansen ” Det, man ikke ved her i Danmark, det er, at medierne i Europa bliver styret gennem nogle store, store tænketanke. Vi kender Bilderberg-klubben herhjemme, og ud fra samme princip så har man på medieområdet en meget stor tænketank, der hedder Atlantik-Brücke i Tyskland. I den sidder alle chefredaktører fra de store medier, alle toppolitikere, Europas finanselite, NATO, CIA. De er der allesammen i samme klub, og der mødes de og aftaler, hvilke vinkler de skal sende ud næste uge. Jeg kan give et klassisk eksempel, – det har jeg også tit i mine foredrag, – at dagen efter G7-topmødet i 2015 i Tyskland, da havde ikke bare alle tyske aviser det samme billede af Angela Merkel og Obama på forsiden af deres aviser, øverst på forsiden, men det havde alle Vestens førende aviser, og det fortæller en journalist, en branchemand, at der er noget rivende galt med det her system. Det er så fjernt fra det, vi tror, det er, så vi kan slet ikke forestille os det. Jeg har sagt i mange år, og i dag begynder jeg at forstå, hvorfor jeg har sagt det, at man skulle hellere tage og læse Anders And, hvis man vil vide noget om samfundet, end at se fjernsyn. Det, de gør, det er en synd, og det er et hån mod alle de principper, som de har lovet os, at de vil håndhæve. Det er ikke muligt, at du på 50 uafhængige redaktioner træffer den samme beslutning den samme dag med det samme billede, den samme placering, den samme historie øverst på forsiden, og indholdet i den, det var i øvrigt en pressemeddelelse fra G7-landene om, at nu ville de til at gå over til bæredygtige energiformer. Vi er altså nået så langt, hvor… Altså, man siger i branchen, at når man laver forsiden, så bygger man den op fra bunden. Man lægger de første historier på i bunden, og så venter vi på Jesus. Så kigger vi os rundt i verden, og så tjekker vi lige, om Jesus, han er genopstået siden i går: For hvis han var det, så ville vi ubetinget have den historie øverst på forsiden. Så de minutter før deadline, hvor man venter på Jesus, i de minutter skal vi så tro på, at der har de her avisredaktioner uafhængigt af hinanden valgt som dagens hotteste nyhed at bringe en pressemeddelelse fra G7-landene. Så er al snak om journalistik ovre, og dermed har de sådan set diskvalificeret sig selv i min verden, fordi stort set siden, da har jeg overhovedet ikke læst de store medier. Jeg har ingen behov for at læse de store medier. Altså, hvis jeg vil vide noget om verden, så har jeg Lucky Luke og andre gode informative… Asterix er ganske god også, kan jeg anbefale. Men man skal slet ikke gøre sig den illusion længere, at nyhedsformidling foregår via de store medier. Du spurgte, hvorfor, hvordan kan det være. Det ér, fordi de er blevet kapitaliseret. De er alle sammen afhængige af kapital, og hvem er kapitalen? Det er i dag globale finansinteresser. Det betyder, dem, der ejer hesten, bestemmer altså, hvor den rider hen, og problemet er, at hvis du starter som ung journalist, du kommer ind håbefuld, ung og idealistisk, du vil ændre verden, så starter du med at skrive nekrologer i et halvt år. Så bliver du rigtig god til at tale med mennesker, der er følelsesmæssigt ophidsede osv., du får rutine, men du skæver sådan ind til de tunge drenge med slips og jakkesæt, der engang imellem går ind på chefredaktørens kontor, og du ved: ”At det er der, jeg gerne vil hen”, og så efter en 10-15 år, hvor du arbejder dig langsomt op i rækkerne, pludselig en dag får du lov til at interviewe en borgmester. Hvis det går godt, så får du lov til at blive ved; men på det tidspunkt, hvor du får chance for som journalist at indse, at der virkelig er noget galt med den her verden, vi lever i, da er løbet kørt. For da har du ifølge gennemsnittet, da har du både din første og din anden kone, og du har 2,3 børn, og du har villa, volvo og vovse. Du har det hele, og du har en kanonhøj løn, og du rejser verden rundt med verdensberømte mennesker. Nogle gange kan du endda komme så vidt, at du kommer til at trykke en præsident i hånden. Dét opbygger en identitet, et selvbillede, en selvforståelse, som du også mister, hvis du træder udenfor. Så du mister ikke bare dig selv. Du mister formentlig din anseelse, med stor sandsynlighed din familie, du får økonomiske problemer, dine børn bliver drillet i skolen. Du får hele registret af shit, og derfor – hvis du så som 40-50-årig når til den erkendelse, så kan jeg godt forstå, at rigtig mange simpelthen af hensyn til deres familie, som jo er uskyldig i den her sag, vælger at sige: ”Vi må lige vente og se”. Men det er det, jeg siger, de her kolleger, de er der, og de venter bare på en mulighed på (for, red.) igen at få lov til at udføre deres arbejde og den kommer.”